1. maj tale 2018

(Se også galleri fra 1. maj 2018 her)

Vi ville have mere i løn.

Vi ville have lærernes arbejdstid tilbage på forhandlingsbordet.

Vi ville have den nuværende, betalte frokostpause skrevet ind i overenskomsten.

Det var de offentlige ansattes hovedkrav til OK 18.

Det lyder ærlig talt ikke voldsomt i mine ører, og i hvert fald ikke som krav der ville kunne kaste landet ud på randen af en storkonflikt.

Det gjorde det.

Onde tunger siger, at det alene skyldes, fagbevægelsens musketer-ed.

Det er måske rigtigt nok, men det var ikke os der startede.

I 2013 indgik den daværende regering en aftale med kommunerne om, at lærerne skulle ændre deres arbejdstider. Regeringen garanterede, at den ville have en lov klar i tilfælde af konflikt, hvis lærerne ikke makkede ret.

Det var det overgreb vi svarede igen på med vores musketer-ed, og den blev nøglen til succes hele vejen rundt.

Næsten.

Efter måneders parade-kørsel, kom der et udbrud. Andre fulgte efter, og feltet kom i mål en anelse spredt. Men alle med historisk flotte resultater. Også lærerne, selvom de måtte se deres krav om forhandling af deres arbejdstidsregler blive lagt over i en kommission.

Når det er sagt, så skal vi på en festdag som i dag, også huske at fejre vores sejre.

Vi fik mere i løn.

Vores lærlinge fik meget mere i løn.

Vi fik de lavtlønspuljer tilbage, som vi har kæmpet for i 10 år.

Ret til betalt frokostpause blev skrevet ind i overenskomsten for de der har sådan en.

Men størst af alle sejre er, det historiske sammenhold vi havde under hele OK18-kampagnen. Det giver gåsehud, at råbe i kor med Yngre Læger, Magistre, Præster politi og soldater. Og selvfølgelig alle de andre ”Usual suspects”.

Vi ved godt, at regeringen, har 90 mandater. Men til gengæld fik vi med OK18 og musketer-eden slået fast, at vi er 800.000 der er klar til at smide hvad vi har i hænderne, og stå skulder ved skulder når der er hjerteblod på spil: F.eks når Den Danske Model kommer under pres.

OK18 og musketer-eden blev en øjenåbner for rigtig mange mennesker. Vi blev det sted hvor folk kunne lægge sympatien, og få sat ord på den opsparede vrede der er kommet op til overfladen. Vrede over et velfærdssamfund der hænger i laser. Vrede over en offentlig sektor der drives med et permanent nødberedskab, af ildsjæle på Lav løn, med lavt selvværd, og et elendigt arbejdsmiljø. Vrede over en offentlig sektor, hvor der till gengæld er der pæne bonus’er til de ledere, der formår at vride armene endnu mere om på deres ansatte.

OK18 er først og fremmest en kæmpe sejr for hele fagbevægelsen.

De privatansatte deltog i den grad, og støtten var enorm.

Selv glemmer jeg aldrig den dag i marts måned, hvor jeg sammen med 10.000 tillidsfolk var til stormøde i Fredericia, og nogle videoer tikkede ind i på min væg. De viste Stillads’en, der blokerede Moderniseringsstyrelsen og senere Kommunernes Landsforening, og med bannere, slagord og sang sendte os, og politikerne et tydeligt signal om, at hele fagbevægelsen vil have en løsning for alle.

Jeg blev simpelt hen så glad i låget af at se de videoer, og når så sidste sang var ”Sejle op ad åen”, ja, så ved man at stillads’en tilmed har haft en rigtig god dag.

Endnu engang siger vi tak til stillads’en, for jeres utrættelige støtte. Og tak til alle jer andre i det private for jeres uvurderlige opbakning..

Og så skal vores egen fagforening ha’ et ord med på vejen. Hele huset, valgte som ansatte, har været i sving i døgndrift. Bogstaveligt talt. Fra start til slut har I været på. Ordnet alt det praktiske, og været lige ved siden af os. Giv 3F København en kæmpe hånd.

Og lad os bruge OK18 som anledning til, at love hinanden en håndfæstning på, at hver gang vi ser et frontalangreb på vores værdier, så rykker vi sammen. Om det er Nej til 42 timer. Værn imod social dumping, eller det er retten til at forhandle vores arbejdstid, så kæmper vi sammen som musketerer, for en god løsning for alle!

Vi kan nemlig kæmpe. Vi har styr på taktikken. Det er der vist ingen der er i tvivl om længere. Vi mestrer alle for hånden værende midler. Og platforme, ikke mindst. Vi skriver, deler, liker, tweeter og tæppebumper offentligheden med vores budskaber, og selvom vores modstandere rent teknisk kan nøjagtig det samme, så vil de aldrig opnå de samme resultater som vi. De har simpelt hen ikke lige så mange venner som os!

Og så mangler de noget. Og det er det, der afgør sagen. De har ingen støtter der gider at stå skulder ved skulder ved Dr. Louises Bro. De har ingen der gider at danne faneborg i døgndrift foran forligs’en.

De har ingen faner.

Vi har en bane at spille på, som er helt vores egen. Der er ingen modstand.

Uanset vores helt igennem fantastiske kampagne på de sociale medier, så er billederne af os, i vores sjove tøj og de røde faner det største pres vi kan lægge på arbejdsgiverne. Det er godt TV, som man siger.

I den sidste måned har man ikke kunnet åbne en avis, fysisk eller på nettet, uden at forsiden har været prydet af billeder af vores forhandlere, flankerede af hundrede vis, ja ofte tusinder, af os og vores faner.

Det er stadig efter 100 år, vores vigtigste kampvåben. Sammenhold og røde faner.

Uanset om man kan lide det eller ej, så er jeg helt sikker på, at når billederne af røde faner rammer dagligstuen, er der flere og flere der begynder at lytte. Om ikke for andet, så for deres egen skyld.

Det kunne jo være, at fanerne varsler nye forholdsregler man bør tage. De fleste tager instinktivt i Brugsen og køber gær, men med de sejre, vi vinder flere og flere af, er jeg sikker på, at mange også er begyndt at tænke mere rationelt.

Måske skal vælge et andet og mere OK flyselskab næste gang jeg skal ud at rejse.

Måske skulle jeg sørge for, at det er Post Nord leverer min næste pakke.

Skulle jeg hellere have taget en taxa?

Eller holde konfirmationen et sted hvor de ansatte har overenskomst?

 Måske skal jeg simpelt hen stemme på en anden politiker ved næste valg?

En politiker der kærer om sin befolkning. Som er stolt over et velfærdssamfund. Stolt over vores uddannelser, kulturinstitutioner, og frem for alt: Stolt over ligheden i Danmark, og Den danske forhandlingsmodel.

Eet er sikkert: Der tænkes, og der handles når man ser et rødt flag smælde.

Tak for ordet.

(Se også galleri fra 1. maj 2018 her)

 

 
id-2